Archive | november 2014

Har et barn behov for diagnoser ??????

Pædagoger og børn i Vuggestuen Kirstinevang i Ballerup lever, som de fleste andre institutioner, i et støjhelvede. Der er ialt 44 børn i vuggestuen, med 29 kvadratmeter til hver gruppe bestående af ti børn.

Når vi fokuserer så voldsomt på årsager til og ansvar for børnenes reaktionsmønstre, risikerer vi at overse børnenes virkelige behov, skriver kronikør. Foto: / Scanpix Danmark

Camilla Justesen er familierådgiver. 

Har et barn behov for diagnoser, når det går igennem en svær periode og måske for en stund melder sig ud af fællesskabet i institutionen?

I disse diagnosetider oplever jeg som familierådgiver mange frustrerede forældre, der oplever, hvordan vuggestuer og børnehaver sætter gang i udredninger på et for tyndt grundlag.

I den sidste tid har jeg gjort mig nogle tanker om hvorfor. Som jeg ser det, er der i samfundet en tendens til, at vi konstant forsøger at placere ansvar og grave i årsagerne til, hvorfor tingene er, som de er, og hvorfor vores børn reagerer, som de gør.

Vi undersøger, laver udvalg og henter eksperter ind – især når det gælder vores børn – men ofte oplever jeg, at vi måske er knap så gode til at omsætte og bruge den viden, vi erhverver os.

Når vi fokuserer så voldsomt på årsager til og ansvar for børnenes reaktionsmønstre, risikerer vi at overse børnenes virkelige behov og efterlade dem helt alene uden den hjælp og støtte, som de har brug for.

Når vi leder efter årsager og ansvar, ender det også ofte med, at forældrene begynder at føle sig skyldige, og så er der gang i den negative spiral: Forældrene føler sig utilstrækkelige og ulykkelige, og det påvirker børnene, som igen på grund af forældrenes bekymring ikke får den støtte, de har brug for.

I den seneste tid har flere forældre taget kontakt til mig, fordi de i deres børns institutioner har modtaget besked om, at personalet ønsker at få deres søn eller datter udredet eller undersøgt af en ekstern konsulent.

Institutionerne er typisk bekymrede for, om barnet fungerer normalt, og er magtesløse over for, hvordan de skal hjælpe barnet.

Som udgangspunkt burde institutionernes påpasselighed jo være rigtig fin, men det er min erfaring, at de eksperter, der kommer ud i institutionerne, ofte leder efter netop diagnoser og andre årsager til barnets opførsel, hvilket det ikke altid er muligt at finde.

Når børn har det svært, har de brug for ekstra hjælp og støtte, men de har netop ikke brug for at blive vurderet, undersøgt og observeret, fordi det isolerer dem endnu mere fra fællesskabet og giver dem en oplevelse af, at der er noget galt, og at de i værste fald er forkerte.

Derfor er jeg fortaler for, at vi gør noget helt andet. Frem for at lede efter en diagnose skal vi hjælpe barnet der, hvor det er udfordret her og nu. I stedet for at dømme og vurdere skal vi lave nogle ændringer i børnenes hverdag, der kan støtte op omkring barnet, når det har det svært.

Det gør vi for eksempel ved at få flere praktikere på banen, som ved, hvordan man hjælper et barn, der har brug for hjælp, uden at der nødvendigvis skal skrives rapporter og laves formelle udredninger.

Her er det vigtigste efter min erfaring, at man har en åben tilgang til barnet og er nysgerrig efter at ændre sit eget virke som forældre eller som pædagog i en institution.

Jeg er udmærket klar over, at vores dygtige pædagoger ofte er så pressede med hensyn til ressourcer, tid og personale, at det ikke er muligt at indrette hverdagen i overensstemmelse med hvert enkelt barns specifikke behov.

Heldigvis står vi heller ikke i en situation, hvor alle børn har behov for særlig støtte. Mange børn trives med hverdagen i vores institutioner, og når noget fungerer, er der absolut ingen grund til at ændre ved det.

Derimod er det vigtigt, at vi tager de børn alvorligt, som er udfordrede af hverdagen i institutionerne. Dem har vi simpelthen pligt til at hjælpe, og ofte skal der faktisk ikke de store tiltag til, før barnet igen kan trives.

For kort tid siden mødte jeg i min rådgivning en familie med en pige på tre år. Pigens institution ønskede at lave en udredning, fordi pigen var ked af det og ikke ville lege med de andre børn eller deltage i de fælles aktiviteter.

Pigen havde det svært, når der blev stillet krav til hende, og var for eksempel ofte ked af at sætte sig ved det fælles frokostbord. Pædagogerne var udfordrede og vidste ikke, hvorfor pigen isolerede sig og ikke mere var den glade pige, de kendte og holdt af, og de var især bekymrede, fordi pigen stod over for et skift til børnehave.

Pigens forældre søgte hjælp hos mig, fordi de havde en mavefornemmelse, der sagde dem, at der ikke var andet galt med deres datter, end at hun havde brug for hjælp og støtte i en svær udviklingsperiode.

Min anbefaling til forældrene lød på, at de skulle snakke med pædagogerne om at udsætte udredningen i tre måneder for at se tiden an og samtidig opfordre dem til, at de respekterede pigens manglende lyst til at deltage i aktiviteterne og hendes behov for alenetid.

I stedet for at opfordre pigen til at være med i fællesskabet skulle de være opmærksomme på ikke at stille krav og give pigen tid til selv at mærke, hvad hun havde brug for.

Efter en måned fik jeg en tilbagemelding fra forældrene om, at de i løbet af kort tid havde oplevet, hvordan deres datter blev meget gladere både hjemme og i vuggestuen. Ovenstående historie er langtfra enestående – jeg kan komme med mange lignende eksempler. Og det er ærgerligt, fordi situationer som den, jeg lige har beskrevet, skaber frustration både i hjemmet og i institutionen.

Når jeg skriver denne kronik, er det, fordi jeg oplever, at vi sætter alt for mange nye tiltag i gang, tilkalder for mange eksperter, observerer for meget og skriver for mange rapporter, når det handler om vores børn.I stedet vil jeg gerne opfordre til, at vi prøver med nogle små, centrale ændringer, der sagtens kan implementeres i institutionernes travle hverdag, og som ofte kan have stor effekt.

At tage ekstra hensyn til et barn i en periode kræver ikke mere af den enkelte pædagog, end det ville kræve af dem at arbejde med et barn, der ikke trives. Og så er det en meget bedre løsning for både pædagoger, børn og forældre.

Camilla Justesen er familierådgiver

Hvilke sensitive børn overser vi typisk? – hvilke misforståelser skal vi undgå

Lise August, Sensitiv balance skriver:

1. Sensitive børn med drive

De fleste sensitive børn vil – fordi de tænker dybt over indtryk – foretrække ekstra tid, inden de kaster sig ud i noget nyt. De vil også forsøge at begrænse, hvor meget stimulation, de selv søger i hverdagen. De tænker sig godt om, inden de taler. Typisk er de stilfærdige og lidt tilbageholdende.

Men der er vigtige undtagelser. Nogle sensitive børn scorer også højt på f.eks. aktive, intense, udadvendte, nyhedssøgende og/eller sensationssøgende træk. Børnene har brug for at holde sig lidt tilbage, fordi de er sensitive og skal undgå overstimulation. Men de har ofte meget svært ved det. Hvorfor det? Fordi de andre træk, som “driver dem til” at søge lidt mere spænding og stimulation.

Selv når omgivelserne giver dem mulighed for at få en pause og lidt ro, er de tilbøjelige til at sige nej tak og i stedet “klø på”. Især hvis der sker mange ting omkring dem, har de svært ved at acceptere at gå glip af noget. Især i de stimulerende situationer, har de brug for ekstra støtte til at standse op og få ro på.

Hvilken misforståelse skal vi undgå? Sensitive børn er ikke kun de tilbageholdende børn, som taler med “små bogstaver” og bruger meget tid på at kaste sig ud i nye situationer og oplevelser.

2. Kompetente sensitive børn, der klarer sig bedre end de fleste andre

Nogle sensitive børn er meget kompetente. De er trygt knyttede til deres forældre, søskende og bedsteforældre. De har et positivt og trygt samspil med lærere, pædagoger og andre børn. Socialt kan de være blandt de mest populære børn. Bl.a. fordi de har indlevelsesevne og er gode til at finde på spændende aktiviteter. Fagligt kan de ligge i toppen af deres årgang. Inden for sport, musik og andre fritidsinteresser er de typisk lærenemme og talentfulde.

Når et sensitivt barn føler sig trygt og positivt stimuleret kan det fungere langt over middel. Men et sådant kompetent sensitivt barn kan samtidig godt være meget generet at støj, konflikter, en barsk omgangstone eller mangel på pauser i hverdagen. Disse behov bliver ikke anerkendt. Barnets sensitivitet bliver overset, fordi barnet er så velfungerende. 

Hvilken misforståelse skal vi undgå? Sensitive børn er ikke kun de pressede og sårbare børn med få resurser og store vanskeligheder.

3. Sensitive børn med forskellige diagnoser

Det særligt sensitive personlighedstræk er ikke en diagnose. Det er en nedarvet tilbøjelighed til at reflektere dybt over stimulation og reagere mere kraftigt på alle indtryk. Når et barn får en diagnose – f.eks. angst, ADHD, depression – kan barnet også være særligt sensitivt på samme tid. Men nogle gange overser vi barnets sensitivitet, når det har fået en diagnose. F.eks. fordi vi som forældre tænker, at barnet enten har en diagnose eller er særligt sensitivt – og at begge dele på samme tid ikke er muligt.

Hvorfor er det vigtigt også at medtænke de sensitive træk? På den kan måde kan vi tage højde for barnets modtagelige nervesystem under behandlingen?
F.eks. skal de sensitive børn med angst have mere tid til at berolige nervesystemet end de fleste andre børn, mens de lærer at klare de situationer, de er bange for.
De sensitive børn med ADHD er typisk mere modtagelige for feedback end de fleste andre børn med ADHD. Det kan blive en stor styrke på vejen til en bedre hverdag.
Når et sensitivt barn har en depression, kan vi til tider tilbyde samtaleforløb i gruppe uden at tage højde for, at barnet kan blive meget mere påvirket af at høre de andre børns historie end de fleste andre børn.

Hvilken misforståelse skal vi undgå? Selvom særligt sensitivitet ikke er en diagnose, er de sensitive børn ikke kun de børn, som ikke har nogen diagnose. Ligesom alle andre børn kan sensitive børn blive ramt af fysiske og psykiske lidelser, som skal diagnosticeres og behandles.

Carsten Sommerskov Sov godt.

Alt er ændret på fem dage efter næsten otte års års kamp

putning

Vil bare fortælle, at jeg har modtaget cd’erne i lørdags.

Status om min søn efter jeg har anvendt “historierne i fem aftener:

Første aften gik det ikke godt. Havde fortalt ham om, hvordan han fremover skulle falde i søvn i egen seng og hvordan han skulle lytte til ‘en, som ville hjælpe ham til at falde til ro og blive tryg.

Jeg måtte sidde ved ham i tre timer, han skulle tisse, have noget at drikke osv. Han var meget utryg ved at skulle falde i søvn i sin egen seng og alene. Han mente at historierne var en dum ide og det skulle vi naturligvis ikke gøre mere.

Anden aften blev han overrasker over, at jo det skulle vi altså 🙂

Vi valgte samme historie og jeg sad ved ham og i begyndelsen af historierne hvor solen rammer panden, ansigtet, brystkasset osv, så rørte jeg og aede jeg de steder hvor solen ramte.

Det gjorde at han blev utrolig rolig og tryg.

Jeg sad ved ham hele historien igennem og han faldt i søvn lige efter historien sluttede. Jeg sad der helt til han sov. Men han sov i sin seng og det tog lidt over halv time før han sov.

Tredje aften spurgte han og jeg kunne røre ham igen som dagen før.

Så jeg rørte ham som aftenen før og han faldt i søvn.

Fjerde aften. Han bad selv om at høre den med jupiter.

Jeg rørte ham når solen ramte de forskellige steder. Derefter gik jeg og historien gik igang uden jeg var der og han faldt i søvn alene.

Femte aften. Han bad om jupiter, jeg rørte ham ikke, han hørte næsten hele historien, han faldt selv i søvn og vågnede først her til morgen, da vække uret ringede.

Jeg har en glad og rolig og mest af alt tryg dreng ved senge tid.

Alt er ændret på fem dage efter næsten otte års års kamp og min dreng sover nu i sin egen seng.

Det eneste jeg kan sige er tak. Jeg håber du ved hvad jeg mener når jeg siger;  TAK!!!!

Mange varme hilsner fra S.J

Mailen er bragt her med tilladelse fra S.J hvis fulde navn er redaktionen bekendt.

NÅR DIN PARTNER ER SÆRLIGT SENSITIV

Mennesker, der ikke selv er særligt sensitive, men har en partner, der er særligt sensitiv kan udvikle ekstremt dårligt selvværd.

Der er så mange kompetencer forbundet med det sensitive træk så som æstetik, perfektionisme og detalejeorienterethed. Som ikke særligt sensitiv har man ofte ikke disse træk og der er mange ting, man ikke ser.

De ting man ikke ser fremstår i den særligt sensitives øjne uforståeligt. Dette kan give mange skænderier og dårlige stemninger. Den ikke sensitive føler sig DUM, DUM, DUM og den særligt sensitive kan med tiden komme til at føle sig som “et råddent æg”.

Det at føle sig et “råddent æg” fremkommer ved hele tiden at være den, der påpeger at tingene kunne være anderledes. Den særligt sensitive begynder at udvikle strategier for hvornår og hvordan tingene kan blive sagt uden at den anden bliver sur og så kører møllen.

Jeg er sikker på rigtig mange kan genkende sistuationen.

Når jeg rådgiver par med disse problemer, rådgiver jeg dem til ugentlige “møder”. Skriv ned i løbet af ugen, hvad du vil have på dagsordenen og tag så samtalen på det ugentlige møde, hvor I stille og roligt i god stemning kan tale om punkterne. På den måde kommer I til at tale om det væsentlige i “fredstid” og ikke i situationerne, hvor tingene irriterer (i krigszonen)

Skrevet af familierådgiver Birgitte Rosetzsky Hermann, LivsArkitekterne