Archives

Foredrag med Susanne Møberg i Munkebo om særligt sensitive børn.

Susanne Møberg

Torsdag den 3. marts 2016

kl 19 – 21.30

Munkebo Idrætscenter, Mosevangen 2, 5330 Munkebo

Susanne Møberg er uddannet pædagog, forfatter, Coach og Mindfullnes instruktør.

Desuden har Susanne Møberg gennem mange år specialiseret sig i det at være særligt sensitiv.

SÆRLIGT SENSITIVE BØRN Hos hvert femte barn er nervesystemet mere fintfølende. Barnet registrerer og indoptager flere indtryk og stemninger, og det bearbejder indtrykkene mere nuanceret og mere detaljeret. Barnet har mere at forholde sig til end flertallet. Særligt sensitive børn er i højere grad disponerede for at føle sig overstimulerede og udmattede, fordi der ganske enkelt skal mindre til, før det sker. Særligt sensitive børn er forskellige, derfor er der forskel på, hvordan børnene reagerer, når de er overstimulerede. Der hører mange særdeles positive egenskaber med til at være særligt sensitiv, når man forstår at forebygge og håndtere overstimulering. Kom og få en grundig forståelse for, hvad det vil sige at være særligt sensitiv. Du får konkrete råd og værktøjer til, hvordan du kan hjælpe dine børn og dig selv til at skaber de bedste betingelser for sensitiviteten i dagligdagen. Foredraget henvender sig til fag personer og til forældre til særligt sensitive børn samt til særligt sensitive voksne, der ønsker at få en større forståelse af sig selv som barn.

Billetter købes på:

www.billetto.dk

Pris: 100 kr. pr. person.

Cafeteriet har åben i pausen.HSP-logo

 

 

This entry was posted on 8. februar 2016.

Det gode ved sensitive børn.

I bogen “Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag” beskriver Anne-Mette Sohn Jensen, hvordan hverdagen er med et sensitivt barn. Vi bringer her et uddrag fra bogen

At have et særligt sensitivt barn er en helt utrolig gave.

Vores børn er som små barometre, som mærker verden og reagerer, hvis der er ubalance i tingene.

Ofte før vi selv bemærker det. De har en evne til at vide, hvordan deres omgivelser har det, og de bliver påvirket af stemninger på godt og ondt.

Her følger en ufuldstændig liste over de smukke ord, forældre giver deres sensitive børn med på vejen i min undersøgelse.

Jeg har udvalgt dem på baggrund af de spørgsmål, jeg har stillet til forældre om deres sensitive børns positive egenskaber.

Flere beskrivelser går igen, og nogle er måske kun nævnt en enkelt eller to gange, men jeg er af den overbevisning, at vi ikke kan få positive ord nok til at beskrive vores børn.

Derfor har jeg taget alle med.

FORDELE
Ved mange af ordene kan du sætte “meget”, “ekstremt”  eller “helt utroligt” og “i høj grad” foran:

God til at tage timeout
God til at vise sin kærlighed
Mærker, hvordan andre har det
Kvik
Vil gerne være hud mod hud
God til at fordybe sig
Ser de mindste detaljer
Empatisk
Fantastisk
Stor fantasi
Indlevelsesevne
Tænker længe og dybt
Ser lige gennem andre
Bliver nemt rørt – af glæde
Hviler i sig selv
Påvirkes af andres ve og vel
Er mit barometer
Opmærksom på andre
Rigt indre liv
Spørger om fantastiske ting
Sød
Begavet
Får mig til at sætte tempoet ned
Fantastisk fortæller
Charmerende
Bevidst om sig selv
Dybe samtaler
Ærlighed
Sans for natur
Kreativ
Æstetisk sans
Klog
God hukommelse
Får alle med i legen
Trækker sig, når der er uro
Ser det bedste i andre
Grundig
Dygtig til det abstrakte
Sans for detaljer
God kammerat
Intelligent
Glædes og begejstres
Loyal
Begejstres over småting
Føler alting dybt
Rører mit hjerte
Gammel, klog sjæl
Føler glæde ved naturen
Søger efter essensen
Vil ikke forfordele nogen
Gør mig til en bedre mor
Sætter sig ind i andres følelser
Tænker på andre
Indsigt i egne behov
Fornemmer stemninger
Keder sig aldrig
Aflæser andres intentioner
Smittende energi
Følsom
Passer på sig selv
Intens
Gåpåmod
Dybde
Videbegærlig
Respekt for andre
Mærker folk
Tålmodig
Ser verden i mange lag
Mærker musik på en særlig måde
Dufter nuancer, vi andre går glip af

Med så gode egenskaber er der ikke noget at sige til, at vores små poder er helt fantastiske og samtidig også helt unikke. De beriger verden med deres helt særlige måde at være på.

Listen kan du evt. gennemgå sammen med dit barn (alt efter alder), så han eller hun kan sætte kryds ved de beskrivelser, der passer. Det kan hjælpe med at få øjnene op for de mange positive sider ved at være en følsom størrelse. Forældrene i min undersøgelse har som sagt brugt mange forskellige ord til at beskrive deres børns sensitive sider.

Nogle af disse er gennemgående, såsom “omsorgsfuld, kærlig, empatisk og indsigtsfuld”, hvor andre ord kun nævnes få gange.

Det indikerer også, at selvom vi beskriver vores børn som sensitive, så er de vidt forskellige. Når du har set et særligt sensitivt barn, ja, så har du set ét særligt sensitivt barn.

Hvad kan vi lære af sensitive børn?
Der er ingen tvivl om, at vi kan lære meget af vores sensitive børn. Et sensitivt barn ser generelt andre mennesker i det bedste lys. De tror virkelig på det gode i deres medmennesker og rammes dybt af uretfærdighed og eksklusion. Det gør simpelthen ondt i hjertet, når de ser andre være udenfor.

De ser mennesket bag facaden og er helt ligeglade med ydre faktorer som f.eks. social status. Mange forældre fortæller i undersøgelsen, hvordan deres børn favner de børn (og voksne), som af forskellige årsager står uden for fællesskabet. Det kan være den handicappede pige på vejen eller den klassekammerat, som har det lidt svært. Forældrene fortæller om helt unikke venskaber, som er blevet til på den baggrund.

Det forplanter sig typisk til resten af familien. En mor fortæller i undersøgelsen, hvordan livet med hendes sensitive barn har fået hende til at sætte tempoet ned, trække vejret og faktisk mærke efter, hvad der har værdi. En anden mor mener, at hun er blevet en bedre mor for sine andre to børn, fordi hendes yngste søn er særligt sensitiv. Ofte ved børnene godt selv, hvornår de har brug for en pause, og mange er gode til selv at trække sig, når der er for meget uro.

Vi kan lære, at kalenderen ikke altid skal være fyldt, men at vi har brug for at være sammen som familie, og det er så absolut positivt.

Anne-Mette Sohn Jensen har to børn der er særligt sensitive. Derfor har hun skrevet en bog, der kan hjælpe andre med børn, der har denne egenskab.

Bronnie Ware er en australsk kvinde, som blandt andet har arbejdet som sygeplejerske med omsorg for døende. Hun har skrevet bogen ‛The top five regrets of dying’, hvor hun beretter om, hvordan mennesker på deres dødsleje fortryder bestemte ting, de gjorde i deres liv og ville have gjort anderledes.

Hendes tanke med bogen er, at vi kan lære af disse beretninger om at fortryde. Hun fortæller, at de fem ting, mange fortryder på dødslejet, er:

1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at leve mit liv mere tro mod mig selv og ikke det liv, andre forventende af mig.
2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt.
3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.
4. Jeg ville ønske, at jeg havde opretholdt kontakten med mine venner.
5. Jeg ville ønske, at jeg havde givet mig selv lov til at være lykkeligere.

Noget tyder på, at sensitive børn kan hjælpe os med at vise os vejen til at undgå, at vi fortryder noget, når vi ligger på den sidste dag. Hvis jeg vender Wares liste lidt på hovedet og tænker på vores børn som læremestre, som står i den modsatte ende af livets cyklus, så kan de fem fortrydelsespunkter blive til leveregler, som vi kan hjælpe vores børn – og os selv – til at leve efter.

De er:
1. Jeg vil være tro mod mig selv og modig nok til at leve det
liv, jeg vil, og ikke det, som andre forventer af mig.
2. Jeg vil arbejde på en måde, der er i balance med andre forhold i livet.
3. Jeg vil holde fast i min evne til at udtrykke mine følelser, også når det kræver ekstra mod.
4. Jeg vil gøre mig umage for at holde kontakten med mine venner. Hvis jeg mister den, vil jeg ikke være bange for at genoptage denne kontakt.
5. Jeg vil give mig selv lov til at være lykkelig.

Vores børn både fortæller og viser os, at de er klar til at leve efter disse overordnede leveregler. Det er vores opgave at hjælpe dem på vej. Vi skal tro på, at deres drømme er rigtige for dem, og vi skal støtte dem i at få dem opfyldt. Vi skal hjælpe dem med at se de muligheder, som opstår på deres vej, men også være med til at skabe mulighederne sammen med dem.

GULDKRUKKEN
Vi har hjemme hos os lavet en krukke af guld. Det er egentlig bare et stort opbevaringsglas med låg, som jeg har dekoreret med guldpapir. Udenpå sidder der en seddel, hvor der står:

Familiens guld 2015 Gode oplevelser
Noget, som gør os glade
Historier
Ting, vi har set
Mærkedage
Mål, som er nået

Tanken er, at vi skal hjælpe hinanden med at fejre de gode øjeblikke, vi har i løbet af et år, ved at skrive en lille seddel, når vi har en god oplevelse som en af de nævnte ovenfor. Intet er for stort, og intet er for småt. Idéen er, at vi sammen skal genopleve alle disse dejlige øjeblikke sidst på året, f.eks. nytårsaften.

Her vil vi tage alle sedlerne op af krukken og læse dem sammen. Jeg glæder mig allerede. Men det, som er det vigtigste, er, at vi hjælpes ad med at lægge mærke til de gode hverdagsstunder i vores familie. Og det er rart, når der er tidspunkter og perioder, hvor de positive oplevelser ikke står ligefor.

At udtrykke sine følelser

I Danmark er der, som jeg ser det, ikke tradition for at udtrykke de store følelser. Danskere er generelt det, jeg vil kalde mellemtilfredse med mange forhold, og kan måske fremstå lidt følelsesforskrækkede.

Vi vil helst ikke skille os alt for meget ud, heller ikke i vores følelsesudbrud. Faktisk kan mange godt føle sig lidt skræmt, hvis de ser både børn og voksne folde sig ud i fuldt flor. Det gælder både i forhold til vrede og fortvivlelse og ved åbenlys og højlydt begejstring. Uanset hvad, så skal vi jo ikke komme for godt i gang. Det er jo jantelovens højborg, vi bor i.

Personligt er jeg en meget følelsesladet person, men i rigtig mange sammenhænge skjuler jeg især de negativt ladede følelser. Der er ingen grund til at belemre andre med min vrede, sorg eller fortvivlelse, eller når jeg føler, at verden er for uoverskuelig. Det holder jeg generelt for mig selv. Det samme gælder, når jeg er ovenud lykkelig, himmelråbende begejstret eller bare pavestolt af mig selv. Det er bedst at holde det for mig selv og underdrive følelserne lidt, for jeg vil jo ikke støde nogen ved at reagere sådan, som jeg egentlig gerne vil. Men tænk, hvis det var socialt acceptabelt at udtrykke sine følelser. Hvis det var OK at sige til og vise chefen, at du er vred over den beslutning, som er taget, og som får betydning for dit arbejdsliv – i stedet for bare at acceptere det og tage ja-hatten på. Eller hvis du fik noget opfyldt, som du længe har drømt om, og kunne bryde ud i højlydt begejstring og danse rundt med de mennesker, som er i nærheden.
Ja, tænk, hvis …

Små børn, og de sensitive især, udtrykker deres følelser på måder, så vi sjældent er i tvivl om budskabet. Hvis dit lille barn er ked af det, så græder han eller hun – og gerne højlydt. Samtidig kan børn udvise glæde på en måde, så det smitter alle i deres omgivelser. Det er befriende, og indimellem helt utrolig hårdt, at være vidne til et barn med følelser uden på tøjet. Vi ved stort set altid, hvor på tilfredshedsskalaen vores små børn er.

Efterhånden som de bliver større, kommer i børnehave og senere i skole, arbejder vi sammen med dem om at udtrykke deres følelser på mere passende måder. Vi ser det for eksempel som upassende for en 8-årig at smide sig ned i supermarkedet, når han eller hun er overstimuleret. Det er vores opgave at træne vores børn i at reagere ‛passende’ i alle situationer og derved lære dem at udtrykke mange af de voldsomme følelser, de mærker i forskellige situationer, på fornuftige måder. I hvert fald når vi er uden for
hjemmet. Det kaldes opdragelse og dannelse. I kapitel 14 kan du læse mere om, hvordan mange børn reagerer på de indtryk, de får i løbet af en dag, når de kommer hjem. Det er på mange måder, som om de skal rase ud.

Alle følelser er vigtige, også dem, som kan få upassende udtryk. Vi kan øve os sammen med vores børn i at finde måder at udtrykke hele følelsesregistret på. Vi skal give plads til både frustration og begejstring i stor stil. Måske kan det hjælpe at tænke på en nedsmeltning som en omvendt følelse af begejstring – altså en situation, som egentlig er identisk med evnen til at falde i svime over selv små detaljer og begejstres over smuk musik eller overvældes af kærlighed til sine forældre eller søskende.

Vi kan på mange måder lære vores børn at udtrykke deres indre følelsesliv. Mange sensitive børn (og voksne) har en kreativ side, og det giver god mening at hjælpe dem med at finde deres eget udtryk.

Nogle kan lide at bruge kroppen aktivt. Det kan være dans, men også mere kontrollerede sportsgrene som karate.
At udtrykke sig ved at tegne eller male er naturligt for rigtig mange børn. Det dyrkes typisk også i institutioner og skoler. Et tomt stykke papir og en pakke gode tusser kan være himlen for mange sensitive børn. Det understøtter også deres evne til fordybelse.
Musik er en glimrende kilde til at udtrykke, hvordan man har det. Jeg synes, det er en god idé at introducere vores børn for mange forskellige genrer af musik, så de kan lære, hvor forskelligt musik kan lyde. Forskellige genrer, kunstnere og musiknumre passer til forskellige situationer. Musik kan understøtte netop det humør, vi er i, men kan også løfte en stemning.
Når børnene bliver lidt større, er det at skrive også en måde at få mange tanker og følelser ud af kroppen på. Det kan være som en dagbog, digte eller måske små historier. Det er individuelt, hvilke udtryksformer man helst tyer til.

At kunne se detaljen og begejstres
Vores børn har en særlig evne til at begejstres over lidt. Evnen til at iagttage en sommerfugl, som den bevæger sig yndefuldt rundt, eller at kunne begejstres over en regnorm på vejen.

Denne evne skal vi fejre og give plads til, og de øjeblikke skal vi lagre dybt i vores hukommelse som stjernestunder, vi kan hive frem på en regnvejrsdag (eller skrive dem ned og lægge dem i guldkrukken). Børn kan blive så opslugt af deres aktivitet, at de glemmer verden omkring sig. At være i denne tilstand er så berigende på mange måder. Det betyder for vores børn, at de oplever at være i en tilstand, hvor det er rart at være, måske kan de skubbe tanker om lektier og andre forpligtelser lidt i baggrunden, og det kan være, at de oplever en større kontakt med sig selv, når de fordyber sig. Hvis vi kan være med til at skabe rammerne for den slags aktiviteter, så er det bare at komme i gang.

Når vores sensitive børn har evnen til at frydes over de små ting, hænger det sammen med deres måde at lægge mærke til selv små detaljer på. Det er en gave at gå med børnene på opdagelse og se verden gennem deres øjne. De ser ting, som vi andre måske overser eller bare ikke lægger mærke til.
De har evner til at høre mange nuancer i musik, har utrolig udviklede smagsløg og ser i sprækker og revner – også i ordets bogstaveligste forstand.

Glædelige begivenheder kan nogle gange være så overvældende, at vores børn næsten ikke kan rumme disse voldsomme følelser. Det kan være, hvis dit barn er blevet storesøster og næsten ikke kan rumme al den kærlighed. Men også i hverdagslivet, hvor det at have en bedste ven er helt fantastisk. Her skal vi hjælpe vores børn på vej ved at begejstres sammen med dem og fortælle dem, at det er helt OK at græde af glæde, når noget bliver så vidunderligt, at det er svært at lade være.

Måske har vi selv haft denne evne som børn, men har glemt at bruge den eller tilsidesat den i en travl hverdag, hvor dagene er planlagt næsten i mindste detalje for at få enderne til at mødes. At se det store i det små kræver tid, ro og overskud, og hvis vi lader vores børn lede vejen, så kan vi lære, at selv små oplevelser kan være af stor værdi. Det er en gave at give sig selv lov til at følge sit barns spor og lade det lede vejen hjem fra børnehave. Måske får I nye oplevelser på vejen. Det skal ikke nødvendigvis være hver dag, men når vi til tider lader os opsluge af det, som optager vores børn, så får vi muligheden for at begejstres sammen med dem.

Børnene som barometre
Indlevelsesevne og empati er beskrivelser af børnene, som går igen hos mange forældre i min undersøgelse, når de skal sætte ord på de gode sider ved deres barns sensitivitet. Mange sensitive børn er som små barometre. De kan fornemme stemninger og andre menneskers humør – næsten før vi selv kan mærke det. Vi kan se sensitive børn som små kanariefugle. Fuglene er yderst følsomme over for luft, som ikke er ren. Derfor blev de brugt som advarselsalarmer i kulminedrift til langt op i 1980’erne. Hvis der skulle slippe gasser ud i minerne, ville kanariefuglene falde om og dø, og det fungerede som en advarsel til minearbejderne om at komme op til overfladen i en fart. Så længe der var fuglefløjt og liv, så kunne man regne med, at luften var ren. På samme måde er vores børn yderst følsomme over for stemninger. De trives bedst i miljøer, som er konfliktfri og i balance.

De har en fornemmelse af, hvis nogen i gruppen – det være sig familien eller klassen – ikke trives og ikke har det godt. De bemærker også, hvis bedstevennen er tøvende over for deres indbyrdes forhold, eller hvis deres mor og far er uvenner.

I de situationer vil de gøre hvad som helst for at genskabe den gode stemning. Derfor skal vi være yderst opmærksomme på, hvornår vores børn kommer på overarbejde for at få alle til at have det godt. Det ansvar skal vi tage af deres skuldre ved at tale om det og hjælpe med at tage ansvaret fra dem. Vi kan snakke om, hvilken fantastisk evne det er at være så følsom over for stemninger. Det er virkelig en gave at kunne fornemme, hvordan andre har det. Men samtidig skal vi også hjælpe dem med at forstå, at det ikke er deres ansvar at sørge for, at alle har det godt.

This entry was posted on 26. januar 2016.

Det er ikke en sygdom at være særligt sensitiv

Foto: Scanpix / Iris
Vi har altid sat mærkater på børn, så det er helt i orden at kalde sit barn særligt sensitiv, mener psykolog og forfatter Elaine N. Aron.

Hun lærte ikke at svømme. Det var alt for farligt, syntes hun. Hun turde heller ikke cykle og lærte det først som 13-årig.

Psykolog og forfatter Elaine N. Aron står bag begrebet særlig sensitiv, og som barn levede hun selv op til det. Hendes forældre var i vildrede, når det handlede om at håndtere deres indadvendte og sky datter.

– De var ikke dårlige mennesker. Men de anede ikke, hvad de skulle stille op med mig. Jeg havde en forfærdelig barndom, fortæller hun til Vores Børn, da hun besøger København for at promovere sin bog.

Hun var ikke alene om at blive misforstået af omverden, og siden 1990’erne har hun forsket i begrebet ”særligt sensitiv”, som knap 20 procent af børn og voksne går under. At være særligt sensitiv betyder, at man bearbejder sanseindtryk dybere end andre og reagerer kraftigere på lyd og lys og følelser end andre mennesker.

Elaine N. Aron lægger dog stor vægt på, at det ikke er en sygdom at være særligt sensitiv. Faktisk nærmere tværtimod.

– 20 procent har det, så det er ikke en sygdom. Det ville evolutionen ikke tillade, siger hun til Vores Børn.

Er du genert?

Men hvorfor er det nødvendigt at sætte et mærkat på små børn, hvis det ikke er en sygdom at være særligt sensitiv?

– Vi har altid sat mærkater på børn. Vi kaldte dem bare noget andet tidligere. Nogle af dem ville man kalde generte. Andre sky og angste. Nogle ville blive kaldt et barn med mange hæmninger. Men det, som børnene i virkeligheden gør, når de for eksempel kommer ind i et rum og bliver stående i døråbningen, er at observere og iagttage. De er bare i gang med at se situationen an, siger hun.

Det er svært at forstå for folk, der ikke selv har det sådan, oplever psykologen. Og mange af hendes voksne klienter har fortalt, hvordan andre voksne altid kom over til dem i deres barndom og spurgte: ”Er du genert, er du bange for noget? ”

Præcis det vil Elaine N. Aron gerne undgå, for når de voksne tænker sådan, dømmer de faktisk barnet på forhånd. Hvis børnene hører det, begynder de at tro, at der er noget galt med dem. At de faktisk er angste eller generte, når de bare var i gang med at sondere terrænet.

Sådan spotter du det

Hvordan spotter man en særlig sensitiv baby?

– De helt små børn ved man endnu ikke så meget om. For alle de ting, vi skal se på, er ikke til stede, før de er mindst to år. Og vi kan ikke komme ind i hovedet på de små børn på samme måde som voksne, siger Elaine N. Aron til Vores Børn.

Med de lidt større børn er der en lang række karaktertræk, der skal være til stede: Trækker barnet sig ind i sig selv i et larmende miljø? Klager hun over tøj, der kradser? Bliver hun let forskrækket og har hun en intelligent form for humor? Er hun perfektionistisk og stiller hun mange spørgsmål? Er hun følsom over for smerte? I alt er der 23 spørgsmål, som man kan svare ja eller nej til og teste, om ens barn synes at være blandt de 20 procent.

Hjælp til at opdage verden

For Elaine N. Aron handler det om at få forældre og børnehaver og skoler til at blive bedre til at forstå denne her store gruppe børns behov.

– Vi siger i psykologien, at det er langt bedre at gribe ind ved at lære forældrene nogle redskaber end selv at tage fat i børnene, forklarer hun.

Men hvis man som forælder elsker og respekterer sit barn, kan man så gøre noget forkert?

– Vi kan kun håndtere det, som vi selv forstår, Hvis man selv er særligt sensitiv som forældre, ved man måske lidt mere om, hvad man kan gøre og ikke gøre, forklarer hun og fortæller om en dreng, hvis forældre holdt et surprise-party. Han løb ind på sit værelse og lukkede døren, og hans desperate forældre råbte ind til ham: ’Er du klar over, hvor meget energi vi har brugt på dette her’, og ’andre børn ville have elsket dette her’. De skammede ham.

Hun understreger, at forældrene jo gør det i bedste mening, men med den type børn er man nødt til at hjælpe dem til at opdage verden i deres eget tempo.

– Det er virkelig vigtigt, hvordan vi opdrager de her børn.  Hvis de har et svært familieliv, bliver de mere påvirkede. Hvis de har et godt hjemmeliv, klarer de sig bedre end andre børn. De får især gode akademiske resultater – og faktisk bliver de netop derfor som gruppe betragtet som særligt begavede.

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.voresborn.dk

This entry was posted on 20. november 2015.

Lola Jensen om følsomme børn

Hele Danmarks familievejleder, Lola Jensen, om særligt følsomme børn

“Det er ikke børnene, der er noget galt med, det er omgivelserne”
Der er ingen tvivl om at Lola Jensen foretrækker at bruge udtrykket “følsomme” børn frem for “særligt sensitive” børn.  Hun pointerer, at de følsomme børn altid har været her. Det er dagens samfund, der får dem til at skille sig ud.
Af Kristine Bindslev
Danmarks familieekspert Lola Jensen er ikke i tvivl. “Jeg hylder ikke begrebet særlig sensitiv for ordet ”særlig” har det med at signalere, at barnet er unormalt. Men følsomme børn er helt normale, de reagerer blot på en ikke særlig hensigtsmæssig tendens i samfundet”, siger Lola Jensen. Hun mener, at hverdagen er blevet al for uoverskuelig og hektisk med for mange input og stimulanser, og derfor bliver mange børn overvældet, ængstelige, bekymrede eller overstimulerede.
Som familievejleder har Lola Jensen i mere end 30 år givet familien Danmark gode råd og indspark til familieliv, opdragelse og børns udvikling. ”Der har altid været følsomme børn, og der er følsomhed i alle børn. At der er fokus på det nu skyldes, at vores vilkår har ændret sig”, siger Lola Jensen og nævner i flæng den nye skolereform, de store besparelser på bl.a. dagplejen som ellers kan være rigtig god for følsomme børn, der skal have verden i små portioner, og desuden mor og fars stigende behov for selvrealisering. ”Vi har et samfund, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at være effektive, men effektiviteten har en pris. Børn proppes i såkaldte super institutioner med op til 280 børn i alderen 0-6 år”, siger Lola Jensen. Hun mener udviklingen er alvorlig. ”Vi vil se et stigende antal af børn med ondt i livet, på grund af den måde vi indretter os på med præstationer og effektivitet som de eneste gyldige succesparameter. Den nye skolereform er bestemt ikke for de følsomme børn, hvor faglige kompetencer fremhæves på bekostning af for eksempel sociale kompetencer”.
”Følsomme børn er helt normale børn. Hvis en følsom dreng i børnehaven leger meget for sig selv ville han i gamle dage blive betragtet som et rolig barn, der var let at have med at gøre. I dag “slås der hårdt ned” på den slags ”særheder” Drengen må til psykolog, fordi han ikke lige udvikler relationer”.
Børnenes hjerner brænder sammen
Frontallapperne er den del af hjernen, som styrer og kontrollerer vores tænkning og adfærd. Lolas pointe er, at pga. alle de indtryk og informationer vores børn bombarderes med i dag, så overophedes børnenes frontallapper og det reagerer de naturligvis på.
Vi har altså en masse helt normale følsomme børn, der i bund og grund bare siger “stop, nu kan jeg ikke mere”. Derfor vil vi måske se flere særligt sensitive fremadrettet.
Professor i psykologi Svend Brinkman fremhæver i sin bog ”Stå fast” et kulturkritisk blik på det han kalder ”et accelererende samfund”, der lider under en udviklingstvang. Han mener, vi dyrker forandringen for forandringens skyld, og at det moderne menneskes største frygt er,  at gå glip af noget. Paradoksalt nok, gør frygten at vi går glip af det nære. Blebørn skal have omsorg og nærhed, men i stedet for går den nybagte mor på facebook for at opdatere og dele sin moderglæde med hele verden. Svend Brinkman opfordrer i sin bog til, at vi bliver mindre selvcentrerede. Konstant spørger vi os selv, hvem er jeg? Vi skulle hellere spørge: Hvem er du? Med kravet om konstant udvikling er det svært at indgå i forpligtende relationer til andre mennesker.
Selvoptaget forældregeneration
Ifølge Lola Jensen er det ikke kun i institutionerne, at det er blevet sværere at være barn. Den manglende struktur og det fraværende nærvær hos Familien Danmark hænger også i håndbremsen. Hun påpeger, at forældre stiller store krav til egen udvikling, personlig succes og materielle goder, men i jagten på individualismen og materialismen misser vi familielivets detaljer og særegenhed. ”Jeg ser mange eksempler på den fortravlede og yderst effektive familie, hvor far lige løber 16 km, mens mor laver mad efter en lang arbejdsdag, og når far kommer hjem fra løb, tager mor til Zumba, mens børnene sidder med hver deres iPads, og når så alle har fri og tid til hinanden hopper mor og far på instagram, twitter, facebook og linkedin for at uploade løbetider og billeder af aftensmaden”, siger Lola Jensen.
“Der er ikke noget galt med følsomme børn.  Det er ikke dem der skal indrette sig efter vores hverdag, det er omvendt.  De skal have mere nærvær, ro og forudsigelighed både ude og hjemme”.
Power, præstation og perfektion
Lola Jensen fortæller, hvordan power, præstationer og perfektion er den moderne families plusord, men prisen er en familiekonto, der går i minus. ”Vi kigger mærkeligt på børnene og slynger om os med diagnoser; ADHD, OCD, aspergers syndrom og hyper sensitive sind, men vi burde hellere kigge mærkeligt og især kritisk på, hvad det er vi udsætter børnene for”, siger Lola Jensen. Hun mener, at det er symptomalt, at forældre holder ferier uden deres børn og  har mere travlt med at gennemføre en Iron man eller en Low Carb-kur, og når det så er jul, går de amok med traditions-selvsvings som kompensation for tabt kvalitetstid.
Støv de gamle opdragelsesdyder af
Ofte kan problemerne løses ved, at forældrene bliver nærværende og tydelige, så der kommer ro på. ”Vi skal have enkelhed, konsekvens og overskuelighed tilbage”, siger Lola Jensen. Hun anbefaler, at forældre bruger tid på at lære deres børn at kende. Og så skal de gamle dyder, regelmæssighed og rutiner, støves af og tages i brug igen. ”Vi vil have godt af at resette forældrerollen, skrue ned for egne behov og skærme barnet mod bombardementer af informationer, valg og impulser. Som Lola Jensen siger: ”Skærm alle børn, ikke kun dem der er meget følsomme, for verden er uoverskuelig, og det er bedre at bygge en robust barndom op, så skal de nok klare sig som 18 årige”, siger Lola Jensen.
Lola Jensens gode råd – som er gode til alle børn – også dem der er ekstra følsomme:
Lær dit barn at kende
For det første bliv klog på netop dit barn, lad være med at sammenligne det med andre og nyd så dit barns særegenhed og indret omgivelser efter det.
Skærm dit barn af fra første færd
Du ved jo ikke på forhånd om dit barn er mere følsom end de fleste, og uanset sind og temperament så gælder det, at jo mere tryghed og enkelhed desto mere robust bliver barnet. Sørg for forudsigelighed, struktur og at begrænse indtryk. Babyer skal sove det samme sted, og slæber man dem alligevel med i Bilka, så hæng en ble foran, så du skærmer barnet mod lys og lyde. Og husk, at babybio, babysvømning, baby-cafe og baby-rytmik hurtig kan blive alt for meget for ét barn. Større børn skal have lov at holde fri for fritidsklubben, undlade at deltage i legegrupper og fem ugentlige fritidsaktiviteter, som kan virke overvældende. Hjælp dem med at indlægge pauser i hverdagen.
Hjælp barnet til finde ro og finde ind i sig selv igen

Det kan sagtens være med 20-30 minutters fjernsyn med Traktor Tom for 117 gang. Gentagelser og genkendelighed skaber tryghed. Skab et “helle” i hjemmet, hvor barnet kan holde pause og lade op/ være sig selv. Vi har alle brug for at ”finde tilbage til os selv” efter en dag ude i det effektive samfund. NB! Computerspil og lignende er ikke afslappende. Forskere kan se, at frontallappen er aktiv deltagende ved spil. Ved sovetid er det godt med faste rutiner som først tandbørstning, så nattøj og så en godnathistorie. Rutiner giver forudsigelighed og tryghed.
Lær barnet at forstå sine følelser og oplevelser
Måske kan 11-årige Frederik ikke holde ud at se et af de mange Stem-ud-og-hjem tv-programmer hjemme hos vennerne, fordi deltagernes følelser går rent ind og hans moralske kompas træder i kraft. Her kan du hjælpe barnet med at anerkende sig selv og sit følsomme væsen ved at oversætte situationen: ”Du har sådan en fin retfærdighedssans, og derfor er det ikke et godt program for dig at se”.
Overskuelighed og ikke for mange valgmuligheder
Mange børn har madpakker med 10 forskellige sølvpapirpakker og snacks, men børnene drukner i udvalget. Børn, der er ekstra følsomme vil bare have en overskuelig madpakke uden dikkedarer. Drop demokratiet, hvor børnene skal være med til at træffe alle valg lige fra tøj, aftensmad og ferie-destinationer. En klar, autentisk og tydelig autoritet giver ro.
Inddrag ikke børnene i alle dine projekter
Når mor går på 5:2 den ene uge og palæo den næste og tilmed højlydt underholder børnene med sine bestræbelser på at undgå kulhydrater bliver de forvirrede, når der pludselig alligevel er optjent point til en magnum is. Vær entydig i det du siger og det du gør. Det handlerom at være let at læse. Når du sender klare signaler sparer du dit barn for uforholdsmæssig mange ressourcer på at aflæse, hvordan du har det.
Undgå tidspres
Sørg for at have tid til omskiftene – fx en rolig morgen og undgå at proppe weekenderne og fritiden med aktiviteter fra morgen til aften. Hellere tid til fordybelse og nærvær end en masse oplevelser/ aktiviteter/legeaftaler osv.
Ros dit barn og anerkend dit barn 

Sæt positive ord på barnets adfærd og styrkesider. Fx når det bemærker detaljer eller stemninger. Når du roser/ anerkender dit barn, for det, det er fx sensitiv, så styrker du barnets selvværd. Fx kan du hvis barnet ikke straks kaster sig ud i at lege med de andre børn sige ”Du har brug for at kigge på nogen gange, det er helt ok. Det er godt du mærker efter”.
Hold op med navlepilleriet
Hold nu op med at væres så selvoptaget. Tag dig tid til dit barn i stedet for at stræbe efter det perfekte liv.
This entry was posted on 27. juni 2015.

HeidiJeg har læst denne bog, hermed min anmeldelse.
” Fra side et var min opmærksomhed fanget fuldstændigt. Jeg sad med en
fornemmelse af, at bogen var skrevet til mig. Det er bare så enkelt og
nemt, at sætte sig ind i forfatterens tankegang og hjælpsomhed. Jeg
kunne virkelig mærke forfatterens angst, samt paralellen til min egen
angst. Det er meget hjælpsomme værktøjer og teknikker der er i bogen.
Det er en bog som alle der er i berøring med angst bør læse. Hvadenten
du selv har angst, er pårørende eller behandler, så er der – helt nede
på jorden – gode beskrivelser af angst, værktøjer og teknikker. Min
varmeste anbefaling”
Gør dig selv en tjeneste. Læs denne bog.
Mange hilsner
Psykoterapeut MPF
Annethe Zøss Rasmussen

Attachments Preview:

Upload all photos to Facebook

Billede bog 483 kb.jpg

Email this photo   |   Upload photo to Facebook


Billede bog 49kb.jpg

Email this photo   |   Upload photo to Facebook

” Fra side et var min opmærksomhed fanget fuldstændigt. Jeg sad med en
fornemmelse af, at bogen var skrevet til mig. Det er bare så enkelt og
nemt, at sætte sig ind i forfatterens tankegang og hjælpsomhed. Jeg
kunne virkelig mærke forfatterens angst, samt paralellen til min egen
angst. Det er meget hjælpsomme værktøjer og teknikker der er i bogen.
Det er en bog som alle der er i berøring med angst bør læse. Hvadenten
du selv har angst, er pårørende eller behandler, så er der – helt nede
på jorden – gode beskrivelser af angst, værktøjer og teknikker. Min
varmeste anbefaling”
This entry was posted on 17. marts 2015.

Sådan støtter du dit særligt sensitive barn

Foto: Polfoto

Sådan støtter du dit særligt sensitive barn

Er dit barn særligt sensitivt? Og er du i tvivl om, hvordan du skal takle det? Journalist Ulla Hinge Thomsen har skrevet en bog om at være særligt sensitivt barn og voksen. Få hendes 10 bedste råd her.

Den amerikanske psykolog Elaine N. Aron opdagede i 90’erne, at der fandtes en type mennesker, som var ekstra modtagelige over for sanseindtryk og bearbejdede dem dybere end andre. Hendes undersøgelse tydede på, at det gjaldt 15-20 procent af befolkningen.

Siden har hun og andre forsket videre og blandt andet ved MR-skanninger påvist, at sensitive hjerner arbejder anderledes end andres. At være særligt sensitiv er hverken en sygdom eller en svaghed, men et karaktertræk, som er arveligt og kan vise sig helt fra spædbarnsalderen. Hvis særligt sensitive børn bliver accepteret og støttet fra starten af deres liv, har de et stort potentiale for trivsel og lykke.

Er du selv særligt sensitiv?
At være særligt sensitiv og forælder kan være en stor udfordring. Børn er stimulerende, både psykisk og fysisk, og det kan være svært at finde overskuddet, når du selv nemt bliver overstimuleret. Til gengæld har du nok også en veludviklet empati som særligt sensitiv, og den er dit trumfkort som  forælder!

Her er 10 gode råd til dig, med et særligt sensitivt barn.

Vær sikker i din sag
Begrebet særligt sensitiv er blevet populært de senere par år og bruges ofte om børn, som reagerer voldsomt på omgivelserne. Enten ved at trække sig ind i sig selv og blive bange og forsigtige eller ved at blive udadreagerende, ‘umulige’ og rasende.

Også børn, der reagerer stærkt på tøj, der kradser, kropskontakt eller larm kan ende i ‘særligt sensitiv’-kassen. Voldsomme reaktioner fra et barn kan dog skyldes mange forskellige ting – fra helt almindelige udviklingshop til deciderede psykiske vanskeligheder. Så vær varsom med at kalde dit barn særligt sensitivt ud fra enkeltstående oplevelser.

Følg dit barns udvikling nøje, og se, om du bliver ved med at kunne se de sensitive træk i dit barn over flere år. Har du et særligt sensitivt barn, så vid, at dit barn kan alt det, andre børn kan, så længe du giver det pauser indimellem.

Accepter dit barns sensitivitet
Det kan være svært at rumme et særligt sensitivt barn, både hvis du selv er særligt sensitiv, og hvis du ikke er. Hvis du selv er sensitiv og har mange udfordringer, kan det være hårdt at få din sensitivitet ‘spejlet’. Måske ønsker du, at dit barn skal have det lettere end dig, og derfor ønsker du ikke at se dets sensitive side.

Du kan også blive overstimuleret af dit barns reaktioner – gråd, pylren og raseri – og have svært ved at finde overskud til at være rummelig. Hvis du ikke er sensitiv selv, kan du omvendt blive provokeret af, at dit barn ‘overreagerer’. Uanset hvad bliver dit barn ikke mindre sensitivt af, at du ønsker, det skal være mindre sensitivt, eller at du slår det hen som pjat eller overreaktioner, der skal bekæmpes.

Du kan ikke hærde dit barn til ikke at være sensitivt. Det får til gengæld god mulighed for at leve godt med sit træk, hvis du kan rumme det, hjælpe barnet med at blive afstimuleret og blidt træne situationer, det har det svært med.

Lær tegnene på overstimulering at kende
Særligt sensitive børn bliver hurtigere overstimulerede end andre, fordi de tager alt ind og bearbejder det dybt. En særligt sensitiv baby kan for eksempel begynde at græde efter blot et enkelt barselsbesøg, mens en ikke-sensitiv baby måske kan klare flere timer i træk på café. Overstimulering kan komme til udtryk som gråd, træthed, eller raserianfald. Dit barn kan også blive trist og trække sig ind i sig selv.

Det er godt at vide, hvornår dit barn er overstimuleret, så du kan hjælpe det med at få en pause fra indtrykkene. I takt med, at barnet bliver ældre, skal det også selv kunne mærke sine grænser, men det tager mange år at lære.

Find en fast rutine
Ro, renlighed og regelmæssighed klinger måske gammeldags, men er guf for et særligt sensitivt spædbarn, der nemt bliver overstimuleret af nye indtryk og har svært ved at komme ned igen, når først det er kommet op i det røde felt (det ved enhver, der har travet op og ned ad stuegulvet med en skrigende baby).

Senere, i tumlinge- og børnehavealderen, har en forudsigelig hverdag også den indlysende fordel, at barnet ved, hvad det skal. Når det ikke skal bruge energi på at forestille sig, hvad dagen mon bringer, har det bedre overskud til at takle de uforudsete ting, livet også vil byde på, og som kan være ekstra belastende for det særligt sensitive barn: at den faste pædagog er syg, at bedstevennen pludselig leger med en anden, eller at Rød Stue skal på en spontan tur.

Når alting vakler, er det godt, at nogle rammer er faste. Så kan I få det til at gå op, er det godt at have faste henteaftaler, måltider og sengetider.

Giv plads til både ro og aktiviteter
Det allerbedste, et særligt sensitivt barn kan få, er en hverdag med god balance mellem aktivitet og hvile. Aktiviteterne er nødvendige, både for barnets udvikling og for bare at have et sjovt børneliv, men de stimulerer også, og er der for mange af dem i træk, kan de overstimulere. Så bliver barnet træt, pirreligt og ked af det, får det alligevel ikke noget ud af aktiviteten.

Ro og pauser, hvor systemet får lov til at falde til ro og lade op igen, er afgørende for alle børn, men ekstra vigtigt for særligt sensitive børn, fordi prisen er så høj, hvis de ikke får dem. Derfor er det din opgave som forælder at sørge for, at I som familie hverken styrter rundt fra det ene arrangement til det andet eller sidder helt stille derhjemme af frygt for, at jeres barn bliver overstimuleret.

Se på dit barn – er det overstimuleret hver gang, I kommer hjem fra et arrangement? Måske kan I gå til lidt færre, eller blive der lidt kortere tid? Måske handler det bare om lige at tage dit barn på skødet med ansigtet vendt ind mod dig en halv times tid undervejs.

Sæt krop på
Alle børn har brug for at mærke deres krop, og hvad den kan. Særligt sensitive børn skal have et lille ekstra skub, fordi de kan virke bange og forsigtige, eller de kan have brug for at afreagere en masse opsparet energi. Et særligt sensitivt barn får god selvfølelse ud af at skubbe sine kropslige grænser lidt og komme i kontakt med sin krop.

Sørg for, at der er fysisk leg og træning på programmet fra babyalderen, og bliv ved med at tænke i, hvad der kan udfordre den lille krop. Alle sanserne skal stimuleres, hvis barnet skal udvikle sig motorisk, psykisk og socialt, og særligt sensitive børn skal ikke skånes. Tværtimod er understimulering mindst lige så slemt og kan i sig selv gøre barnet følsomt for overstimulering. Er du i tvivl om, hvad dit barn kan klare, så opsøg en motorikvejleder.

Skru ned for (over)beskyttelsen
Når du først har oplevet tilstrækkelig mange gange, at dit barn er smeltet ned i fortvivlelse eller har fået et raserianfald, fordi det er blevet overstimuleret eller angst, kan du godt få lyst til at beskytte det (og dig selv) mod at få den slags oplevelser igen. Det er forståeligt og godt at skærme dit barn, så det ikke konstant ryger ind i fortvivlende oplevelser.

Men du kan også komme til at overbeskytte dit særligt sensitive barn i en grad, så det ikke lærer at leve i verden, som den er. Den er jo fuld af larm, konflikter og nye oplevelser, hvilket alt sammen er noget, et særligt sensitivt nervesystem har svært ved, men som alle børn alligevel skal lære at håndtere. For et særligt sensitivt barn gælder det ikke om at blive hjemme og undgå det svære, men om at træne det svære lidt ad gangen.

Undgå skældud
Ingen moderne opdragelseseksperter tror på skældud som en god måde at omgås børn på, og når det gælder særligt sensitive børn, er det absolut no go. Skældud får blot barnet til at føle sig forkert, og for det særligt sensitive barn er den følelse næsten ubærlig. Selvfølgelig skal dit barn vide, hvad der er acceptabel opførsel, og hvad der ikke er. Men i stedet for at skælde ud, så giv en kort, behersket irettesættelse, hvor du fortæller, hvad barnet har gjort forkert, og hvad du ønsker, det skal gøre i stedet for.

Giv tid til overgange
Nye situationer er svære for alle børn, men særligt for sensitive børn. At begynde i institution kan virkelig trække tænder ud, og vi er mange forældre, der har stået med hylende børn (og tårer i øjnene) og tænkt, at vi nok selv var nødt til at blive i institutionen for evigt eller simpelthen sige op og passe vores børn selv. Men fordi dit barn har svært ved at starte i institution, betyder det ikke, at det ikke kommer til at blive glad der med tiden.

Overgangen i sig selv er blot meget stimulerende, og det reagerer barnet på. Så øv dig i ikke at blive forskrækket, men sæt i stedet god tid af til at køre dit barn ind. Pas det ind med få timer, så gradvist flere, til det er trygt nok til at være der en hel dag. Du kan også aftale med institutionen, at der bliver givet plads til pauser i løbet af dagen i starten. Hvis du undgår at overbelaste dit barn, kan du også begrænse mængden af gråd.

Sig godnat med et ritual
Efter en lang dag med masser af leg, læring og oplevelser er mange børn overstimulerede, også de ikke særligt sensitive. For de særligt sensitive er det dobbelt op. Selv om barnet er træt, er søvnen næsten uopnåelig, også for de stakkels, trætte forældre. Et fast godnatritual med en historie, beroligende musik og måske en lille massage kan være det, der får barnet til at falde til ro og i stand til at tage imod den søvn, det har sådan brug for.

Nogle børn har glæde af strøg med en såkaldt taktil-børste, der stimulerer følesansen.

This entry was posted on 12. marts 2015.

Eksperter advarer mod at se børn som ”særligt sensitive”

Eksperter advarer mod at se børn som ”særligt sensitive”

Fænomenet ”særligt sensitive” børn breder sig. Spørgsmålet er, om den nye etikette gavner eller skader børnene?

I årtier har mange danske børn fået diagnoser som damp og senere adhd. De seneste år er psykologer og ikke mindst forældre begyndt at tale om ”særligt sensitive børn”, dvs. børn der er særligt modtagelige for indtryk og stimuleringer. Siden 2010 er der udkommet en stribe bøger om emnet, som bl.a. har givet 20.000 medlemmer til Facebook-gruppen ”Særligt Sensitive” og fået 1.100 til at melde sig ind i HSP-foreningen, en forening for sensitive mennesker.

Flere eksperter er dog kritiske over for fænomenet, som de bl.a. mener er med til at gøre, at normale børn opfattes som syge, og at syge børn ikke får den rette hjælp.

»Vi får ofte børn ind, som forældrene har ment er særligt sensitive, men når vi undersøger dem, viser det sig, at de har angst i en grad, så det kræver behandling. Det bekymrer mig, at denne betegnelse forhindrer børn med angst i at få hjælp,« siger Barbara Esbjørn, psykologiprofessor på Københavns Universitet.

Foto: Kaare Smith

Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?

Prædikatet ”særligt sensitiv” klistres på et stigende antal børn. Det har skabt en ophedet debat. For hjælper det børnene, eller fritager det blot forældrene fra at gøre noget?

»Det farlige er, at hvis du mener, at dit barn er særligt sensitiv, så har barnet nogle medfødte træk, som verden skal tilpasse sig, og som barnet selv og du som forælder ikke har et ansvar for at gøre noget ved,« siger hun.

Også Bjarne Nielsen, formand for foreningen af skolepsykologer, er skeptisk.

Andre ser betegnelsen særligt sensitiv som et nyttigt redskab til at forstå nogle børns udfordringer, og de ser modstanden som et udtryk for en tendens til, at børn skal tilpasse sig omgivelserne. Lise August, selvstændig psykolog bag kursusvirksomheden sensitiv.dk, efterlyser mere forskning på området, som man har haft det i årtier i bl.a. USA.

»Manglende viden om, hvordan man skelner mellem sensitivitet og angst, er ikke et argument for, at man ikke forholder sig til forskning i sensitive børn.«

This entry was posted on 11. marts 2015.

Tager i pis på mig af Helle Rechter

TAGER I PIS PÅ MIG – excuse my language…

Jyllandsposten skriver i dag om særligt sensitive børn – eller måske især om at særlig sensitivitet er blevet et modefænomen. Det startede udmærket: En psykologiprofessor er blandt kritikerne og er citeret for at mene at forældre i en række tilfælde overser børnenes behandlingskrævende problemer (for eksempel angst), hvilket børnene selvfølgelig lider under. Så langt er jeg helt enig: Lad os passe på at vi ikke gør særlig sensitivitet til et label vi kan sætte på børnene, mens vi i den bedste mening skubber problemer ind under tæppet, som vi burde have hjulpet børnene med på anden vis.

Men – når det er sagt bryder jeg mig meget lidt om fokus i artiklen, og heller ikke om dens indhold. Igen-igen-igen sættes særlig sensitivitet i et negativt lys: Professoren siger for eksempel længere nede i artiklen at »Det farlige er, at hvis du mener, at dit barn er særligt sensitiv, så har barnet nogle medfødte træk, som verden skal tilpasse sig, og som barnet selv og du som forælder ikke har et ansvar for at gøre noget ved,« Man mere end aner den sarkastiske tone.
TAGER I PIS PÅ MIG, tænkte jeg umiddelbart – og excuse my language her. Hvilket ansvar er det som – i følge professoren – hverken vi som forældre eller vores børn tager, i forhold til at være særligt sensitiv?
For faktum er jo, at særligt sensitivitet er et genetisk træk som blandt andet 2 af mine børn har. De har det i øvrigt fra mig. Og jeg forventer at verden tilpasser sig deres sensitive træk i samme omfang som verden indretter sig efter deres blodtype og hårfarve.

Særlig sensitivitet er nemlig kun et problem hvis man nægter at erkende at man er en af dem som har det genetiske træk – eller at man har et barn som har trækket. Det er ikke så svært endda at vende sensitiviteten til et plus, når blot man kender den.

Men faktum er altså også, at særligt sensitive mennesker bearbejder input i tanker, følelser og krop med en usædvanligt stor detalje-tæthed sammenlignet med ikke-sensitive.
Som behandler hjælper jeg en del sensitive børn og voksne med at nedbringe den totale mængde stress i systemet ved at afbalancere ikke mindst hinderne omkring centralnervesystemet. Det gør en helt konkret forskel for et overbelastet system, ganske enkelt.

Som forældre er det vores ansvar at sikre de bedst mulige vækstvilkår fysisk, psykisk, socialt og følelsesmæssigt for vores børn. For at være opgaven voksen er vi selvsagt nødt til at forstå det enkelte barn og dets forskelligheder. Alle børn er selvsagt forskellige, heldigvis. Men blandt børn med det genetiske træk særlig sensitivitet er der nogle fællestræk som vi da pine død er nødt til at sætte os ind i som forældre for at forstå dem, sådan at børnene primært får overskud til at udforske de plusser der følger med sensitiviteten: Detaljerigdom og kreativitet i leg og i problemløsning, stor indlevelsesevne og empati, for eksempel.

BT bringer i dag samme historie online, og citerer Jyllandspostens “ekspert”: …”eksperter er er ifølge Jyllands-Posten kritiske over for fænomenet og mener, at raske og normale børn bliver opfattet som syge, eller at syge børn ikke får den rette hjælp, skriver avisen”.
TAGER I PIS PÅ MIG, forbeholder jeg mig så ret til at skrive igen.
For egentlig vil jeg gerne have mig fuldstændig frabedt at man gør særlig sensitivitet til et problem. Sådan både på mine egne, mine børns, mine klienters og alle andre særligt sensitive menneskers vegne. Vi er ikke sære – vi er ikke syge – og vi har ikke et grundlæggende problem. Vi er helt raske, normale, super sansende og i øvrigt ret cool med at I er 80% derude der er anderledes;)

“Skader vi børn ved at kalde dem særligt sensitive?” spørger artiklen. Det er ikke svært at svare på:
Vi skader børn med dybereliggende behandlingsbehov ved at fejlfortolke deres særlige behov som tegn på særlig sensitivitet – angst og OCD er blot et par eksempler. Diagnoser er behandlingskrævende problemer. Det har intet at gøre med særlig sensitivitet.
Vi skader samtidig særligt sensitive børn ved at tro at de ikke er ligeså forskellige som ikke-sensitive børn.
Og vi kan skade særligt sensitive børn ved ikke at kunne rumme dem som de er – ligesom det gælder for alle andre, unikke børn.
Vi skader i det hele taget børn ved ikke at forstå dem individuelt, mener jeg.

20% af os er særligt sensitive – selvfølgelig er det helt grundlæggende en god ide som forælder at sætte sig ind i hvad begrebet særlig sensitivitet er og ikke er. Siger det ikke nærmest sig selv?

DEL hvis du er særligt sensitiv – og cool med det.
DELhvis du kender en som er særligt sensitiv, super sansende og helt normal;)

This entry was posted on 11. marts 2015.