Tager i pis på mig af Helle Rechter

TAGER I PIS PÅ MIG – excuse my language…

Jyllandsposten skriver i dag om særligt sensitive børn – eller måske især om at særlig sensitivitet er blevet et modefænomen. Det startede udmærket: En psykologiprofessor er blandt kritikerne og er citeret for at mene at forældre i en række tilfælde overser børnenes behandlingskrævende problemer (for eksempel angst), hvilket børnene selvfølgelig lider under. Så langt er jeg helt enig: Lad os passe på at vi ikke gør særlig sensitivitet til et label vi kan sætte på børnene, mens vi i den bedste mening skubber problemer ind under tæppet, som vi burde have hjulpet børnene med på anden vis.

Men – når det er sagt bryder jeg mig meget lidt om fokus i artiklen, og heller ikke om dens indhold. Igen-igen-igen sættes særlig sensitivitet i et negativt lys: Professoren siger for eksempel længere nede i artiklen at »Det farlige er, at hvis du mener, at dit barn er særligt sensitiv, så har barnet nogle medfødte træk, som verden skal tilpasse sig, og som barnet selv og du som forælder ikke har et ansvar for at gøre noget ved,« Man mere end aner den sarkastiske tone.
TAGER I PIS PÅ MIG, tænkte jeg umiddelbart – og excuse my language her. Hvilket ansvar er det som – i følge professoren – hverken vi som forældre eller vores børn tager, i forhold til at være særligt sensitiv?
For faktum er jo, at særligt sensitivitet er et genetisk træk som blandt andet 2 af mine børn har. De har det i øvrigt fra mig. Og jeg forventer at verden tilpasser sig deres sensitive træk i samme omfang som verden indretter sig efter deres blodtype og hårfarve.

Særlig sensitivitet er nemlig kun et problem hvis man nægter at erkende at man er en af dem som har det genetiske træk – eller at man har et barn som har trækket. Det er ikke så svært endda at vende sensitiviteten til et plus, når blot man kender den.

Men faktum er altså også, at særligt sensitive mennesker bearbejder input i tanker, følelser og krop med en usædvanligt stor detalje-tæthed sammenlignet med ikke-sensitive.
Som behandler hjælper jeg en del sensitive børn og voksne med at nedbringe den totale mængde stress i systemet ved at afbalancere ikke mindst hinderne omkring centralnervesystemet. Det gør en helt konkret forskel for et overbelastet system, ganske enkelt.

Som forældre er det vores ansvar at sikre de bedst mulige vækstvilkår fysisk, psykisk, socialt og følelsesmæssigt for vores børn. For at være opgaven voksen er vi selvsagt nødt til at forstå det enkelte barn og dets forskelligheder. Alle børn er selvsagt forskellige, heldigvis. Men blandt børn med det genetiske træk særlig sensitivitet er der nogle fællestræk som vi da pine død er nødt til at sætte os ind i som forældre for at forstå dem, sådan at børnene primært får overskud til at udforske de plusser der følger med sensitiviteten: Detaljerigdom og kreativitet i leg og i problemløsning, stor indlevelsesevne og empati, for eksempel.

BT bringer i dag samme historie online, og citerer Jyllandspostens “ekspert”: …”eksperter er er ifølge Jyllands-Posten kritiske over for fænomenet og mener, at raske og normale børn bliver opfattet som syge, eller at syge børn ikke får den rette hjælp, skriver avisen”.
TAGER I PIS PÅ MIG, forbeholder jeg mig så ret til at skrive igen.
For egentlig vil jeg gerne have mig fuldstændig frabedt at man gør særlig sensitivitet til et problem. Sådan både på mine egne, mine børns, mine klienters og alle andre særligt sensitive menneskers vegne. Vi er ikke sære – vi er ikke syge – og vi har ikke et grundlæggende problem. Vi er helt raske, normale, super sansende og i øvrigt ret cool med at I er 80% derude der er anderledes;)

“Skader vi børn ved at kalde dem særligt sensitive?” spørger artiklen. Det er ikke svært at svare på:
Vi skader børn med dybereliggende behandlingsbehov ved at fejlfortolke deres særlige behov som tegn på særlig sensitivitet – angst og OCD er blot et par eksempler. Diagnoser er behandlingskrævende problemer. Det har intet at gøre med særlig sensitivitet.
Vi skader samtidig særligt sensitive børn ved at tro at de ikke er ligeså forskellige som ikke-sensitive børn.
Og vi kan skade særligt sensitive børn ved ikke at kunne rumme dem som de er – ligesom det gælder for alle andre, unikke børn.
Vi skader i det hele taget børn ved ikke at forstå dem individuelt, mener jeg.

20% af os er særligt sensitive – selvfølgelig er det helt grundlæggende en god ide som forælder at sætte sig ind i hvad begrebet særlig sensitivitet er og ikke er. Siger det ikke nærmest sig selv?

DEL hvis du er særligt sensitiv – og cool med det.
DELhvis du kender en som er særligt sensitiv, super sansende og helt normal;)

This entry was posted on 11. marts 2015. Bookmark the permalink.